Bjerre-slægten

Peder Rasmussen

Name
Peder Rasmussen
MarriageSidsel NielsdatterView this family
June 27, 1669

MarriageMette LundView this family
yes

Occupation
Gårdmand

Christening of a sonJacob Pedersen
February 15, 1671
Burial of a wifeSidsel Nielsdatter
February 12, 1694

Death of a wifeMette Lund
1714

Burial of a wifeMette Lund
March 4, 1714
Family with Sidsel Nielsdatter - View this family
himself
wife
Marriage: June 27, 1669
20 months
son
Family with Mette Lund - View this family
himself
wife
Marriage:
Jacob Sørensen + Sidsel Nielsdatter - View this family
wife’s husband
wife
Marriage: Idom, Ulfborg, Ringkøbing

Note

Gårdmand i Idumlund, Idum sogn, som han overtog med Jacob Sørensens enke. Ejede selv gårdens bondeskyld, medens herlighedsretten tilhørte Rasmus Andersen til Søgaard på Holmsland, der 1683 skøder den til Christen Christensen Linde til Stenumgaard [1]. Det gik ikke Peder Rasmussen godt på Idumlund. Formentlig kom han allerede i gæld ved gårdens overtagelse, da man må formode han måtte hæfte for stedbørnenes arv, og da hustruen afgår ved døden, må han så udbetale arven efter hende til stedbørnene. Med bestemthed ved vi ikke noget herom, da skifterne er gået tabt. Noget kan dog tyde herpå, når hans søn i Bjerre, Sir sogn, 1714 får en sortblisset hest for skyldige værgepenge. Tiderne var hårde. Afgifter og skatter tyngede stærkt på gården, og det menes, at Peder Rasmussen omkring århundredeskiftet måtte sælge gårdens bondeskyldshartkorn til Christen Linde eller hans søn, Frands Linde, men man har ikke i Viborg Landstings skøde- og panteprotokol fundet noget skøde herom. Da Peder Rasmussens anden hustru 1714 afgik ved døden, var han en gammel, syg og fattig mand. Han måtte gøre gæld til konens begravelse og havde desuden anden gæld. Da han ingen penge havde, sælger eller overdrager han en del af besætningen, indbo og redskaber til kreditorerne. Gården ejes nu af Christen Lindes søn, Frands Linde til Pallesb erg, og da det kommer godsejeren for øren, indstævner han den 15. august 1714 Peder Rasmussen for Herredstinget for at påhøre og tilsvare spørgsmål angående en del kvæg, korn, boskab og andet, som Peder Rasmussen imod husbondens vidende havde fjernet fra gården i tiden mellem hans salige kones død og skiftets påbegyndelse, hvorfor han skulle lide retsmæssig dom, ikke alene for, hvad der var bortfjernet, men også for husenes brøstfældighed, avlens forsinkelse og andet, han kunne være husbonden skyldig. Den 29. august kom sagen for retten. Fuldmægtig Niels Thomsen mødte på Frands Lindes vegne. Hans Nielsen fra Keldal i Idum vidnede, at han havde tjent Peder Rasmussen den foregående vinter, inden konen døde, og der var mellem konens død og inden skiftets afholdelse bl. a. bortfjernet 1 sortblisset hest i fjerde år med to hvide bagfødder, 1 sortblisset føl, 1 sort stud med en hvid stribe på hovedet, 3 får, 5 gamle beder, 1 svin, 6 td. rug, 2 td. byg, 2 td. havre, 1 bryggerkedel, som ikke var i gru, 1 stort ølkar, 1 øltønde, 2 tinfade, 2 tintallerkener, sengeklæder til en seng, 1 jernbundet skrin, 1 hængeskab i stuen, 2 nye hampesække, 2 gamle hampesække, 1 par gamle beslagne hjul, hvorpå skinnerne var gode, 1 jerngreb, 2 lyngleer, 1 ny høle, 6 fyrretræer, 10 alen, som kunne være tjenlige til spær eller rem, 1 par plovjern, nogle grebe og spader, nyt træ til en undervogn, 1 gl. salttrug og 1 stort halmløb. Peder Rasmussen var selv til stede i retten, og Niels Thomsen spurgte, om han ville nægte, at nævnte kvæg og løsøre var fjernet fra gården, hvortil han svarede, at han ikke kunne gøre fuld rede for alt det bortkomne, da han var så syg, at han ikke kunne gøre rede for sig selv, langt mindre føre noget bort, ej heller havde anmodet andre om at føre så meget bort, eller vidste, om det omtalte var ført bort fra huset, da han ikke vidste, det var der (!). Den sortblissede hest bekom hans Søn i Bierre i Sir for værgepenge og for noget, han skyldte ham. Føllet solgte han til konens begravelse. Svinet fik Niels i Lille Bjerre for 2 rd. Bedene kom også til Bjerre. Han vidste ikke, at fårene vor bortkommet, med mindre Hans Nielsen og kone, Maren Olufsdatter, havde fået disse, da de tjente hos ham. I et nyt retsmøde den 17. oktober fremlægger Peder Rasmussen en svarskrivelse, hvori han betegner sig som "mig fattige Mand" og iøvrigt udtaler, at da hans gunstige husbond, velbårne Frands Linde, havde indstævnet ham til forfølgning for Ulfborg Herredsting, fordi han havde ladet en del af boet bortkomme efter hans salige kones død, kunne og ville han ikke nægte, hvad der med sandhed var passeret. Han kunne ved hø este ed bekræfte, at når han ingen rede midler havde, forstod han ikke rettere, end han måtte bortsælge af boet til sin salige kones begravelse, til kongelige skatter og til betaling af bortskyldig gæld, eftersom de vel vidste, at han for "Alderdoms skyld i disse besværlige Tider ej ved en slig stor Gaard med fremmede Folk kunde bestille". Han mente ikke at have forset sig derved, saasom det igen var Guds Velsignelse, til Husbonden, til Besætning, Bygfæld og andet", hvilket kunne ses af vurdering og skifte, husbonden lod afholde efter hans salige kone, hvor han siden den tid ikke havde stået for gården. Husbonden havde derfor selv været så god at skaffe folk til stedet, hvorfor Peder Rasmussen mente, han ikke med billighed kunne tilkomme at betale landgilde, skatter eller folkeløn eller hvad der siden var fordret købt til husets fornødenhed, eftersom de havde fortæret mere af hans, end han af deres. Siden vurderingen skete havde han ikke "solgt for en Skilling Værd". Han ville derfor allerydmygst formode, at den gode husbond tog dette i bedste mening og skånede ham for proces og dom, da han hverken ville eller kunne føre proces mod husbonden. Dersom det, der var bortfjernet fra boet, igen skulle tilbageleveres, skulle det gerne, såvidt muligt ske", når enhver så igen måtte nyde sine rettigheder i boet. Han havde ikke ved "Underfundighed eller Svig" ladet det bortkomme, men vidste eller forstod ikke andet, end han måtte betale af boet, hvad han var bortskyldig. Han sluttede skrivelsen med følgende til dommeren: at såfremt hans gode husbond ikke ville lade sagen falde, da at, anse min Enfoldighed og være mig ældgamle, fattige Mand til Rette behjælpelig, som Gud igen vil belønne, og jeg forbliver hans skyldige Tjener". Retten gik dog sin gang, og den 24. oktober 1714 faldt dommen: Peder Rasmussen havde ved sin handlemode opført sig formasteligt og havde efterladt sin husbond en så godt som øde gård. Han dømtes til at skaffe de bortkomne bæster, kreaturer og løsøregenstande tilbage samt betale de skyldige landgilder, processens omkostninger, og endvidere havde han sit fæste forbrudt [2]. Hvor eller hvornår Peder Rasmussen er født, vides ikke, ej heller hvornår han døde. Han har sikkert efter dommen forladt sognet, for man ser ham ikk e død her.